Til forsiden...
Nedenunder kan du følge med i vores tur til USA sommeren 2007 både i tekst og billeder.

1. Kapitel er udrejsen og New York - vi flyver fra København til N.Y., og så bruger vi 4 dage på at opleve "the big apple", herefter tager vi toget fra Pennsylvania Station til den nordlige del af staten hvor Niagara Falls ligger... For at se ruten og læse mere klik her...

2. Kapitel Denver til Seattle, Se ruten og læs mere her...

3. Kapitel, Seattle til San Diego, Se ruten og læs mere her...

5. Kapitel, Grand Canyon til Colorado (ranchophold), Se ruten og læs mere her...

6. Kapitel Hjemad, tanker og diverse....
Onsdag den 11. juli 2007
Æv, så kom dagen for afrejse fra Richard og Luanne, som bare har møg-forkælet os og hvor vi bare har nydt den afslappede stemning de oser af. Både børn og voksne har nydt det og Richard har holdt fri fra job og brugt dagene med os. Det kan slet ikke beskrives hvor skønt det har været.
Vi sov rigtig længe og daskede rundt med kaffekopper og morgenmad indtaget lidt rundt omkring. Vores tasker blev pakket med rent tøj og Luanne ryddede lige ud i ungernes skabe så der kom en masse tøj derfra, som Mathias og Frederikke jo elskede at få. Vi efterlod derfor en sofa fuld af tøj, som Luanne sender til Danmark for os. Resten blev bogstaveligt stoppet ind i bilen, der efterhånden har seriøs bagvægt
J. Børnene løb og legede udenfor og beundrede Richards legetøj: Trans Am, Dune Buggy samt 3 "almindelige" biler. Vi så også lige deres campingvogn, der simpelthen er enorm. De åbner lige bagenden og kører en lille og en stor bil ind i den. Når de så når frem så ud med bilerne og herefter er der 2 queensize beds (den ene i særskilt værelse) spisebordsarrangement mv.  Vildt. Flora og fauna er jo også lidt anderledes her og hvis børnene skulle plukke appelsiner eller være ved brændestablen, så skulle en voksen med for at se efter klapperslanger. Desuden sad drengene med næsen i en edderkop, der var en Sort Enke (heldigvis et dødt eksemplar). Jo, det er spændende at bevæge sig rundt.
Om efteråret er der taranteller og enkelte skorpioner! Luanne og jeg havde lige en tur i byen efter fødselsdagsgave indkøb til en hvis herre der snart bliver 6 år. Mere kan ikke røbes her.
Klokken var nu blevet 14 og vi satte næsen mod Anaheim og Disneyland. Vi fandt vores hotel der ligner et lille slot og som er 10 minutters gang fra Disney. Vi smed bagagen ind og så af sted. Efter råd fra Luanne, så har vi valgt Disneyland park (og kun hvis vi nåede den kunne vi fortsætte til Disneyland Adventureland) og wauvvv, der var det. Slottet, mainstreet, magien, drømmene, i går, i morgen, fantasien. Strategien var at se hvor tingene var og se hvad vi ville prøve og så være klar i morgen. Vi prøvede Tarzans træhytte og spiste aftensmad, således at vi kl. 18 kunne tage plads ved mainstreet og vente på Paraden kl.18.30. Hold da op, det var flot. Og børnenes ansigter lyste simpelthen og de vinkede og vinkede de bedste de har lært. Herefter i Mickeys Toon land, hvor vi prøvede et par ting og mørket faldt på og gjorde det hele endnu smukkere og mere magisk. Vi så lidt af aftensshowet fra siden hvor det gode og onde kæmper. Det var flot. Vi troede at det var aftenfyrværkeriet, mens nej. Da vi gik mod udgangen så vi at alle tog opstilling og det gjorde vi så også. Klokken 21.30 gik det hele i gang. Nej hvor var det overvældende. Flyvende klokkeblomst, utrolige raketter mv. Det var en dejlig måde at slutte aftenen og herefter hjem på trætte ben. I seng og beslutningen var at vi skulle op tidligt og være i Disney ca kl. 8 så vi undgår køerne (som vi så var ufatteligt lange).

Torsdag d. 12 juli 2007
Vi holdt næsten planen om at være i Disney kl. 8 - den nåede at blive lidt over, men vi kom frem spiste en hurtigt morgenmad, og så forsøgte vi at bevæge os nogenlunde metodisk frem igennem den store park og prøve forlystelserne. Disneyland er opdelt i 8 forskellige sektioner med hver deres tema - vi nåede igennem Adventureland med vand jungle-cruise, New Orleans med Pirates of the Caribbean (bådtur) og "Haunted Mansion" (utroligt spøgelseshus), i Critter Country prøvede vi splash mountain (rutschebane), og en køretur gennem Peter Plys´ verden. Vi gik da også en tur i "Frontierland", hvor vi prøvede "Big Thunder Mountain Railroad" (rutschebane) og en tømmerflådetur ud til en pirat-ø hvor vi så en lille forestilling med Kaptajn Jack Sparrow (fra filmene Pirates of the Caribbean). Herfra susede vi videre mod "Mickeys Toontown" hvor vi mødte Fedtmule på vej ud af sit hus, gik på besøg hos Minnie Mouse, og bagefter over og besøgte Mickeys hus - og børnene blev sørme også fotograferet sammen med Mickey Mouse (efter 40 min. kø - nu kunne vi godt mærke at der var ved at komme mange mennesker i parken).
Da vi gik ud fra Mickey kunne vi igen se Fedtmule, så vi skyndte os over og fik taget et billede af os alle sammen med ham
J - desværre nåede vi ikke at få et billede sammen med Minnie og Pluto, de havde travlt med at gøre klar til paraden senere på dagen.
Benene er ved at være trætte så vi valgte at tage det lille tog der kører rundt mellem de forskellige dele af parken, der er i alt 5 stop på hele ruten men vi snupper 6 så vi får hvilet benene lidt og samtidig også får set parken…
Vi stiger af i Tomorrowland, hvor der blandt andet er ubådstur med "Find Nemo" - men den vælger vi lige at springe over da det viser sig at køen til den er på næsten 1,5 time!!!
I stedet hopper vi ombord i "Matterhorn Bobsleds" der er en rutschebane (en temmelig hårdhændet en af slagsen - man er i hvert fald rimeligt mørbanket efter sådan en tur!), og vi spiser også vores frokost her.
Fra Tomorrowland går vi videre til Fantasyland, hvor vi oplever Alice in Wonderland (en køretur),  og rundture i både Pinocchio og Snehvides verdner.
Nu var vi bare så møre alle sammen og her måtte de voksne beslutte at dagen skulle slutte (Mathias: "Mor, kan vi ikke bare tage en time mere") med at vi gik mod udgangen gennem Mainstreet, mens vi så på butikkerne. Pludselig var det paradetid igen, da vi var helt for enden hvor paraden starter. Børnene ville gerne se den igen og tog opstilling med Kim, mens jeg øjnede chancen for shopping uden pilfingre. En lille piges begejstring over paraden gennem butiksvinduet fik mig til at grine højt og magien trak mig på gaden igen. Jeg nød selv paraden og børnenes gentagne begejstring. Mathias kom blussende hen og satte sig på bænken. Jeg spurgte om han havde det godt. Han så op let svævende i blikket: "Mor, der er sket noget dejligt". Jeg satte mig ned og spurgte hvad det var. "Hende den lyshårede (Alice i eventyrland), hun - hun - hun sendte mig et luftkys" Herefter dyb rødmen. Det var bare en af de der øjeblikke!
Efter paraden blev der lige shoppet lidt og kl. 20 - efter ca. 12 timer i Disneyland - gik vi hjemad. Alle var trætte i ben og fødder og nu hviles der ud inden vi i morgen igen angriber tidligt for lige at prøve de forlystelser vi mangler og som vi brænder efter. Så shopping og så mod Las Vegas.


Fredag d. 13. juli 2007 (gad vide om det er den rigtige dag at prøve spøgelseshuset igen?)
Op kom vi igen - og igen i nogenlunde fornuftig tid, så vi var i Disneyland kl. 8.30, og planen var at vi så skulle prøve det vi manglede fra i går + 1 attraktion som hver af børnene valgte - og så skulle vi bagefter shoppe det vi gerne ville.
Planen holdt næsten - den eneste attraktion vi ikke nåede var en tur med u-både (Find Nemo), da vi var henne ved attraktionen (kl. ca. 9.00) var der allerede en kø som ville tage ca. 1 time at få afviklet så vi droppede projektet - men resten af planen holdt.
Vi vinkede pænt farvel til Disney og kørte ud af L.A. kl. 14 med ca. 4,5 timers køretur til Las Vegas foran os - troede vi!
Efter en fornuftig start gennem fredags-ferie-ligeførmyldretids-trafikken, røg vi ind i rigtig langsom kørsel i flere omgange så sammenlagt blev forsinket i næsten 1,5 time, men vi nåede da Vegas inden mørkets frembrud. Vi valgte at køre en tur op og ned af "The Strip" for lige at få et indtryk af byen - og hold da op - de kan altså noget med ekstravagante hoteller
J - Mai-Britt forsøgte at få os booket ind på Treasure Island hotellet (med 2 store sejlskibe sejlende rundt foran hotellet), men de havde ikke plads til os - i stedet rejste vi tilbage til starten af vores tur og overnattede i hotellet New York New York - et kæmpe hotel bygget op som dele af N.Y. med blandt andet en frihedsgudinde, Empire State Building (der var den igen), Chrysler-bygningen m.fl. og indeni var der naturligvis en kæmpe spillehal, Times Square, Broadway, Grand Central Station og meget mere - et fantastisk udført hotel.
Vi crashede ganske kort tid efter check-in, men jeg (Kim) fik lige gået mig en lille aftentur for at snuse lidt til byen - sikke en masse varme, lys, larm, liv og glade dage…

Lørdag d. 14. juli 2007
Vi sov længe efter nogle hårde vandredage i San Diego og Disney, så kl. blev 11 inden vi forlod hotellet og spiste morgenmad på MGM´s Starbucks - og herefter satte vi kurs mod Hoover-dæmningen. Vi kørte ca. 80 km. Gennem ørken og nåede frem til Lake Mead og dæmningen, og jo den er STOR og helt vildt varm - ungerne var fuldstændig opløste efter bare ½ time, så vi drog videre.
Vi landede i Kingstown, en lille by i starten af den gamle route 66 - vi har netop spist en frem-ragende aftensmad på en saloon-lignende restaurant, for de voksne vedkommende bestod maden af to store bøffer stegt over gril, og med salat og bagt kartoffel til, og for børnenes vedkommende en god gang spareribs med kartoffelmos - og så på toppen af det en god gang dessert, mums
JJJ.
Vi er tilbage på Best Western - ungerne er hoppet i poolen med deres mor, og jeg skriver dagbog og opdaterer hjemmeside.


Søndag den 15. juli 2007
Vi vågnede op og drog af sted til morgenmaden. Temperaturen var behagelig her ca kl. 8.30 om morgenen. Derefter tilbage og pakke rummet sammen og jeg (Mai-Britt) skulle lige lave en sanering af bilens rod. Da var det allerede så varmt at man brændte fingrene ved at røre bilen og sveden drev af mig. Nå, men af sted kom vi. Det var et varmt stykke vej ad Route 66. Faktisk har de i en af byerne fortorvs-æggespejlings konkurrence. Lad os slå fast, men går ikke uden fodtøj her!
Vi kom igennem nogle små sjove byer og så en rigtig flot skypumpe. Den var utrolig høj og langvarig. Sjovt. og målet var Williams. En by der er grundlagt i 1802 og hvis hovedgade er route 66. Vi spiste frokost der og bagefter gik vi omkring og så de gamle western bygninger. Vi fik også hentet morgendagens togbilletter. Vi så lyn i horisonten og da klokken blev 15.30 indtog vi hotellet og kort efter brød lyn, torden og regnen løs. Vi hyggede indendørs og børnene fik en kort badetur mellem bygerne. Aftensmaden blev til at Kim hentede lidt mad i byen og så spiste vi på hotellet. Derefter tidligt i seng eftersom vi skal op 7.45 for at nå westernshowet før tog afgang kl.9.

Mandag d. 16. juli 2007
Tidligt op for at komme til Williams togstation hvor vi så et cowboy-show kl. 8.30 - og Mathias fik  lov til at prøve at slå med en pisk. Herefter hoppede vi ombord på et gammelt tog fra århundred-skiftet (fra 18 til 1900) med kurs mod sydkanten af Grand Canyon - undervejs var der underholdning i form af en cowboy fyr der spillede mundharpe og guitar og sang (ikke samtidig med mundharpspilleriet). Turen tog ca. 2 timer, og førte os igennem flotte Arizona-landskaber ud til Grand Canyon Village, hvor vi kastede lidt frokost i gabet inden vi hoppede ombord til vores guidede bustur langs noget af kanten på Grand Canyon.
Guiden (Brian) var udover at være en underholdende type med drævende accent også en rigtig god historie-fortæller, ligesom han var rigtig dygtig til at udpege gode fotograferingssteder og -motiver.
Grand Canyon er, for dem der ikke allerede ved det, et utroligt skue og selvom man har set masser af billeder og film herfra er live-oplevelsen ikke desto mindre helt fantastisk - se blot billederne.
Vi glæder os allerede til at stå tidligt op i morgen (kl. 4.45) for at se solopgangen…
J

Tirsdag d. 17. juli 2007
Uret vækkede kl. 4.46, et kig ud af vinduet viste at det var noget overskyet - og da børnene var temmelig svære at vække opgav vi det projekt, og i stedet drog vi voksne ud for at se solopgangen.
Vi fandt os et godt sted hvor vi var alene, og satte os til at vente fra kl. 5.00 (solopgang kl. 5.25) - efter noget tid begyndte skyerne over kanten af Grand Canyon at blive mere og mere røde, der var enkelte huller i skyerne, bare ikke så vi kunne se solen stå op - nedtur
LL.
Mai-Britt der stort set ikke havde sovet hele natten, bl.a. pga. lydene fra værelseskammeraterne, gik tilbage for at holde styr på unger og evt. få en lille lur - Jeg selv gik videre for at se om jeg kunne få nogle gode billeder af morgenstunden i Grand Canyon. Med 50-100 billeder må der da også være nogle af dem der blev udmærkede! - og lyssætningen var til tider også ganske magisk.
Jeg var tilbage i hytten igen kl. 8.15, og alle var vågne - så vi gik op og spiste morgenmad, og derefter var planen at tage en stille og rolig tur på 3 km. langs kanten mod øst. Vi havde beregnet ca. 3 timer til at komme frem og tilbage, men havde ikke taget højden (over 2 km. Over havets overflade) og de små ben i ed, så vi nåede lidt over halvvejs inden vi måtte vende om og gå tilbage.
På vejen tilbage og ligefør vi gik fra kanten fik Mai-Britt Dyrespotter øje på en stor sort klump med rødt hoved ude på en klippe - vi blev hurtig klar over at det måtte være en af de meget sjældne californiske kondorer vi så - størrelsen af fuglen blev tydeligt illustreret af en ravn der hoppede rundt ved siden af kondoren og så meget lille ud.
Efter frokost på Maswick Lodge gik vi tilbage til vores tog, hoppede ombord og kørte mod byen Williams - men så skete der det helt utrolige at vi på vejen tilbage blev udsat for et vaskeægte hold-up, hvilket virkelig satte liv i ungerne - God underholdning for alle.